Alle beboere i bostedet Move1-Huset er psykisk sårbare unge mellem 18 og 25 år, som har behov for ekstra støtte i en periode. Jf. Serviceloven paragraf 76 og paragraf 85 er de berettiget til en støtte-/kontaktperson eller til bostøtte fra den kommune, de kommer fra.
Gennem denne ordning får du støtte til at tage det første skridt videre. Vores tilgang er fleksibel og skræddersyet til netop dig. Sammen med dig og din socialrådgiver udarbejder vi en udviklingsplan, der er den rigtige for dig. Vi arbejder løsningsfokuseret, så du får hjælp til at tage de første skridt mod en mere selvhjulpen voksentilværelse med uddannelse og arbejde, samt opbyggelse af et socialt netværk og en tilværelse i eget hjem.
I Move1-Huset har vi fokus på, at du er aktør i eget liv.
Vi forventer af dig, at du vil samarbejde om din egen udvikling og dine bedste håb for fremtiden – også selv om det kan være svært.
Move1 arbejder med en innovativ og ressourcebaseret tilgang i forandringsarbejdet med de unge i huset. Tilgangen er baseret på den løsningsfokuserede korttidsterapeutiske tradition, der er virkningsfuld og målrettet hjælp til sårbare unge med nødvendige forandringsprocesser.
De tilknyttede konsulenter benytter sig af en løsningsfokuseret tilgang i samarbejdet med beboerne. Centralt for denne tilgang er, at man primært fokuserer på den enkeltes ønsker og mål for fremtiden frem for at grave sig ned i nuværende problemer.
I stedet for at analysere fortidens nederlag, drager vi sammen læring af dine tidligere succeser og individuelle ressourcer.
Sammen med dig søger vi at klarlægge et detaljeret billede af dine ønsker for fremtiden, og vi støtter dig i at tage de første konkrete skridt i retning af denne fremtid. Move1’s konsulenter hjælper dig løbende med at holde styr på, hvor langt du er kommet i forhold til at nå dine mål.
LUK